
Foto: © Agata Leczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt
Michael Grove, Kandidat til Regionsrådet i Region Midtjylland

Jeg stiller op til regionsrådet, fordi jeg ønsker at tage ansvar for, hvordan vi fremtidssikrer vores sundhedsvæsen i en tid med stigende behov og store forandringer. Jeg ser sundhedsvæsenet indefra hver dag, og jeg ved, hvor meget engagement og faglighed medarbejderne møder borgere, patienter og pårørende med.
Men jeg ser også, hvor vi som system halter. Hvor vi ikke lykkes med at sikre sammenhængende, lige og nære sundhedstilbud – særligt til dem, der har mest brug for det.
Sundhedsreformen viser en politisk vilje til at bringe sundheden tættere på borgerne, mindske ulighed og skabe bedre sammenhæng mellem psykiatri og somatik. Det er et vigtigt skridt – men reformer gør det ikke alene. De skal implementeres klogt og konsekvent, og det kræver folk i regionsrådet, der tør tage fat om de svære problemstillinger og stå ved de nødvendige prioriteringer.
Derfor stiller jeg op.
Jeg vil arbejde for:
- At vi sikrer nære sundhedstilbud, der giver mening – også i en stor og geografisk forskellig region som vores
- At alle patienter får samme gode behandling – uanset om de bor i Aarhus, Herning eller Randers, og uagtet om man er direktør, jord og betonarbejder eller udenfor arbejdsmarkedet
- Og at vi laver rettidige investeringer i bygninger, udstyr og – vigtigst af alt – i mennesker, så vi kan levere den bedst mulige behandling i Region Midtjylland
- øget digitalisering, med henblik på aflastning af sundhedspersoner, og målrettet de patientgrupper som af forskellige årsager ikke kan eller vil møde op fysisk og som oftest tabes på gulvet eller efterlades i et vakuum
Region Midtjylland står foran en stor opgave med at føre reformen ud i livet – nye sundhedsråd, ændrede opgaver og et stærkere fokus på det nære sundhedsvæsen. Det kræver indsigt, balance og mod.

